(Ordinary backpacker trip in 95' with the Transsiberian railroad to China and beyond. Sorry - needs to be translated into English.)

Den transsibiriske jernbane til Kina

 

PS: Skrevet for 5 år siden - trænger i den grad til at blive omskrevet!

Rusland

Turen gennem Sibirien var en smule triviel,- sammen sørgelige grå byer bygget op omkring en eller to fabrikker,- 10 minutters stop hvert sted. Derimod var selve landskabet betagende og enestående, når toget flød gennem den uberørte natur. Meget af tiden gik med at beundre dette og kortspil. Maden i restationsvognen gør at man de første dage småsulter, men derefter bliver man mindre kræsen, også selvom man som den eneste ikke har fået betalt maden gennem sit rejseselskab, og derfor selv må betale. Turen var problemfri - for os, ikke for den 84-årige demente svensker, som glemte sit pas i Moskva, hvorfor han ved grænsen mellem Rusland og Mongoliet blev indlogeret på den lokale politistation. Næste morgen blev han så sendt tilbage til Moskva. Måske også det bedste, selvom det må have været en tragisk ende for hans drømmetur.

Kina

Efter 5½ dags togrejse, bl.a. Gennem den glohede ørken i Mongoliet ( med kameler) ankom vi til en anden verden, nemlig til det superkapitalistiske kommunistiske Kina. Stedet, hvor det ifølge rygsækbiblen "Lonely planet" er en hellig pligt at afpresse hårdt prøvede turister for så mange penge som muligt. Fx kan bananer nemt koste mere end i Danmark, hvis man ikke prutter om prisen. Englænderne i gruppen,- en 45-årig universitetsstuderende og en 64-årig fyr ved navn Jack er nu begge rejst til Japan- til hvert sit sted. Efter de første to dages ophold på luksushotel i Beijing, ville Jack slutte sig til os, da vi havde fundet et billigere hotel. Han tog en taxi som kørte i modsat retning af hotellet, men stoppede da vores engelske ven adskillige gange havde skreget "holdt....HOLDT"! Derefter tog han bussen som kørte forbi det stoppested, hvor han skulle af, hvorefter han igen præsterende sit stemmebånds fulde klang skreg "HOLDT"!! Som han selv sagde det:"They must have thought I was mad",- de må have troet at jeg var gal/vanvittig. Han blev dog ignoreret og steg skumlende af bussen tre km fra hans oprindelige stoppested. Herefter vandrede denne haltende pukkelryggede mand rundt i kvarteret i en times tid (hvilket syn det må have været), desperat spørgende de ikke engelsk-talende kinesere om hotellets beliggenhed, indtil han var så heldig at finde det. Ellers ville han nok have overnattet på gade i sit jakkesæt, som han nu har brugt hver dag uden vask i tre uger. Faktisk har jeg været forkølet og syg de sidste dage - jeg kunne ikke lugte elefanternes efterladenskaber i Beijing Zoo, men jeg kunne lugte Jack.

Ydermere har jeg prøvet det mest rablede vanvittige man kan gøre- forsikringer verden over dækker sandsynligvis ikke - nemlig at cykle i Beijings gader. Man lejer en cykel for 5 kr. for en dag, hvorefter man kører ud i kaos/lovløshed. Problemet er nemlig, at nok er der regler i trafikken, men ingen gider håndhæve dem. Ekstrem opmærksomhed er derfor påkrævet, selvom man kører over for grønt lys (hvis der er noget blinklys!). Mærkelig nok har jeg ikke set nogen tilskade kommen cyklister endnu. Taxierne prøver at snyde dig, hvis de kan. Så når en naivt udseende, formodet rig dansker ønsker at blive transporteret en kort distance fra et hotel til et andet, er det vel meget naturligt at køre en anselig omvej. Herefter forlader en vred dansker bilen (betalende ca. 3 kr. mere ende for en almindelig tur), og er så generøs at efterlade sin taske, indeholdende er kamera med 22 billeder, solbriller, biblen (Kinaguiden) og hotelnøgler. Derefter kan man trygt regne med at en skummelt udseende chauffør vil gøre ALT for at ens bekymringer vedrørende ens taske er overflødige, for man ser den aldrig igen. Så hvorfor bekymre sig om det, når man alligevel er nød til at købe de samme ting igen, hvilket jeg har gjort. Kineserne lider af en uhyggelig sygdom, som har vist sig umulig at udrydde ( og jeg bliver næppe smittet af den), - de spytter overalt. Selv en nydelig udseende kinesisk highsocity kvinde, stående ved siden af dig, kan pludselig grave den største klat frem for derefter at placere den (eller det) lige forand dine ellers så nydelige sko.

Hotellet her er ren og skær luksus - efter kinesisk målestok. Der er kun få myre, det drypper kun fra loftet, når det regner. Hotelreglerne er ganske simple: Alt hvad man smadrer (også i fuldskab) skal erstattes, så naturligvis er der vedlagt en udspecificeret prisliste over inventaret. Fx koster det 20 Yuan (16 kr.) for en kvadrat centimeter plet på gulvtæppet. Mine to rejsekammerater er David, 24 år, computeroperatør fra New Zealand og Carolina Diaz, 29 år, journalist fra Chile. Der er i skrivende stund gået i seng. De er begge enormt gode kammerater, men desværre er vi tvunget til at skilles, idet de begge indenfor en uges tid skal være i Vietnam. David tager hjem bagefter, mens Carolina fortsætter til Thailand, hvor jeg skal møde hende om ca. 14 dage, før jeg flyver hjem til DK. Bagefter skal hun til Laos og Cambodja, det kunne være interessant at tage med, men det ville nok knibe med de nødvendige tilladelser fra Danmark!! Så måske en anden gang. Om fire dage tage jeg til Xian i midt Kina, Kinas gamle hovedstad indtil omkring 900-tallet. Bl.a. berømt for en kejsergrav med flere tusinde stensoldater i naturlig størrelse.

Fortsættelse 22/6-95

David og Carolina er nu begge taget af sted, og jeg har været nød til at skifte til et andet hotel ( ingen enkeltværelser, dobbelt så dyrt). Mit overdådige hotel (dårligere end det forrige) ligger ca. 400 m. fra det gamle. Der havde man desværre heller ingen enkeltværelser- kun tremandsrum. Da jeg spurgte i receptionen, var der tilfældigvis to unge israelere, som også søgte et værelse, så vi slog os sammen om et treværelses rum - 25 kr. hver pr. nat. Jeg sidder og skriver dette, mens de snakker sammen. Nå, men ikke mere at berette denne gang. Skriver snart igen. MA Følgende brev indeholder fyldig reportage for 1,5 måned, deriblandt støvstorm, bjerg-bestigning, bjergvandring, jungleoplevelser, sidst og ikke mindst: Hvordan bliver man røvrendt på den mest effektive måde. Efter jeg har rodet rundt i min 23-årige gamle hukommelse kan jeg fortælle at fra Beijing tog jeg til Xian i midtkina. Her i denne fortidshistoriske by er alt der er at se forhistorisk, ellers intet. Jeg tog med fem amerikanere, som jeg mødte i toget fra Beijing ud til Taracotta soldiers. De så berømte stenstatuer var klumpet tilstrækkelig sammen til at det var lykkes kineserne at placere hvad der bedst kan betegnes som en stor lade ovenpå. hvorved man med rimelig nemt kunne forlange ca. 60 kr. for indtrængende turister. Desværre for dem mødte vi denne huribbelhed ved at vise vores kinesiske studiekort!! hvorved vi "kun" betalte 20 kr. for en halv times måben over den kinesiske ærkærlogiske roden rundt.

Det var omkring alt hvad en normal (?) turist kunne finde af interesse i denne by. De viste sig at kineserne ikke kunne lide mig - de pusede en sandstorm på en kontaktlinsebærende og derfor svagelig dansker. Efter intense konsultationer hos en religiøst ikke hårvaskende australier, tog jeg til Chengdu - en endnu mere intetsigende storby hvor kineserne i deres konspirationsplaner pusede en mystisk virus på mig. Herefter kunne jeg det ene øjeblik cykle rundt og købe brandulovelige computer/musik cd'er til henholdsvis 10 og 20 kr. stykket. og i det næste kunne jeg brækkende befinde mig på et kinesisk toilet. Efter denne parodi havde stået på i 4 dage, mente den ene total mystiske af mine to værelseskammerater at der måtte være tale om Giardia, som hans kammerat vistnok havde haft (i hvert fald havde han taget piller mod den). Da symptomerne i min guidebog var lignende mine og sygdommen ikke ville forsvinde af sig selv, besluttede jeg straks at søge lægehjælp på det nærliggende universitets-hospital. Sjældent har jeg været så rystet. Chancen for at blive helbredt for en sygdom her må være mindre end risikoen for at blive kørt ned af en af en cyklist (cyklende direkte ind fra gaden), eller træde i en af de utallige spyttebakker, som nok er hentet fra rekvisiterne fra en John Wayne western film.

Mens jeg desperat søgte en ikke kinesisk talende læge, opstod der en for hospitalet uvant situation, som situationen så ud, måtte være dem uvant: Et trafikoffer kom ind. De to personer som kørte båren (rundt) måtte være fra gaden, i hvert fald var de klædt sådan! Da de forsøgte at køre den stærkt klangende og blødende patient ind i et operationslokale, mindre end en thailandsk fængselscelle, og med mindre operationsudstyr, gik en overdimentioneret sygeplejeske agurk og fortalte dem i vendinger som selv jeg kunne forstå, at trafikofferet IKKE skulle derind!! Efter 3- 4 minutters diskussioner blev der dog opnået enighed om at bruge en anden "operationsstue". Hvorefter mængden af knap-så syge patienter som den mest naturlige ting i verden hurtigt fik skabt hvad der bedst kan betegnes som en mindre folkemængde foran den ulukkede dør ved opertationen. Dog var traffikofferet så heldig at han var blevet påkørt af en velhavende kineser, som kunne tilvejebringe den nødvendige kapital på ca. 700-800 Yuan (ca. 700 kr.), der skulle betales inden operationen - ægte kommunisme?! Nå men efter min betaling kunne lægen efter en grundig undersøgelse konkludere at jeg ikke led af nogen for ham kendte sygdomme, så jeg blev rask på den gamle måde.

Derefter fyldte jeg en plads ud i en overfyldt kinesisk bus, der efter 5 timers massage-agtig dræberkørsel bragte mig til Baugou by. Her havde jeg planlagt efter anvisninger fra min bibelguide at efterlade min til tider tungtvejende baggage (18 kg). Pludselig uden varsel ventede en bus på interesserede personer, som ønskede at tage denne sidste bus for den dag. Så jeg tog en rask beslutning og tog med bussen og dermed med to englændere som også var i den forrige bus. Dermed kom jeg straks op til Wannash by, klatringen normalt begynder. Her mødte vi "tilfældigvis" en pige som kendte et fremragende superhotel få minutters gang derfra. Efter 1 times bjergklatring efter utallige spørgsmål lydende: "Er vi der ikke snart" og svar lydende: "Jo, næsten", og efter at have skiftet bjergfører, ankom vi til hotellet. Eller rettere stedet hvor selv toiletternes tilstand må betegnes som udefinerbare. Efter 5 min. fik de ultimatumet 60 yuan for to værelser, hvorefter vi begyndte at gå. En særdeles effektiv metode til at få kineserne til at se os vesterlændinge som pengesedler som er ved at flyve væk, hvorefter de nærmest panisk forfulgte os, trak os tilbage som tegn på deres overgivelse - så overgav vi os. Vi gik tidlig i seng, da vi skulle tidligt op, blot for at betragte lysshowet fra de næstkommende larmende gæster, som åbenbart måtte være specialister i at klatre i mørke.

Næste morgen tog englænderne tidlig af sted - jeg gad ikke at følges med dem da de var småsære. Så efter at have forsøgt at kommunikere på engelsk med mørkespecialisterne i 5 min. går det op for os at vil alle er fra Danmark. De (Bo, 20 år og Ole, 26 år) var postcentralarbejdere i Århus, mens deres to følgesvende er henholdsvis Stella, israelsk engelsklærer, 35 år og Don, amerikansk professor i filosofi, 38 år. Stella følte sig åbenbart gammel for hun fortalte at hun var 30, hvilket vi senere fandt ud af ikke passede (hun lignede heller ikke en sådan een). Ca. kl. halv otte begyndte så denne bakkeklatring. Det viste sig hurtigt at Stella, den cigaretrygende, ikke modelformede middelalderlige middellave kvinde, havde været syg gennem flere dage, hvilket resulterede i til stadighed længrevarende pauser! Faktisk ret irriterende. De udspekulerede lokale igleagtige bærere, med benmuskler som fik Arnolds overarme til at ligne tændstikker, observerede naturligvis hurtigt Stella og klæbede sig op af hende. De vidste godt (også vi) at hun ville give op før eller senere, selvom hun med store armbevægelser prøvede at overbevise dem om det modsatte. Så efter 500 m direkte stigning og adskillige pauser efterfulgt af :"Hvem tager så min taske nu", gav hun omsider op og betalte ca. 100 kr. for et bæreteam. Derefter gik det mærkeligvis hurtigere for os andre, dog kun indtil vi mødte den lokale abebande. De havde specialiseret sig i, gennem truende adfærd, at afpresse de passerende skrækslagne Homus Sapaliser for mad, og meget mad var ikke nok mad. Vi bevæbnede os med grene, og af bare skræk gennemtæskede professoren en nærgående aggresivudseenede 10 gange mindre abe. Sidst på dagen var vi ca. 400 m direkte stigning fra toppen og 100 m fra kabelbanen. De andre gad ikke klatre mere og det var ved at blive mørkt og på mystisk vis befandt jeg mig pludselig i en kabelvogn på vej til toppen. Irriterende ikke at kunne sige " jeg besteg dette 3100 m bjerg".

Efter at have rendt rundt efter deluxe hotellet, pris 5 kr. for Stellas skyld, fandt vi det dyreste overnatningssted jeg prøvede i Kina. Næste morgen efter nedstigningen tog Stella og Don bussen til Emeishan by, 20 km. væk hvor deres bagage var. Danskerne fulgte med mig ned af bjerget, hvor min rygsæk nødtvunget var blevet anbragt. På vej derned opdagede vores buskører ( ikke buschauffører), som havde anbragt hjernen derhjemme på en hylde, at efter han havde rundet et bjergsving på to hjul, var en større mænge træstammer smart placeret på begge sidder af vejen. Problemet opstod imidlertid ved at en bil var ved at passere stedet fra den modsatte køreretning. Hvad gør man så? Man undgår naturligvis bilen, kører op i træstammerne, smadrer oliebundkaret og overlader passagererne til at bruge rugbrødsmotoren til 1 times gang. En anden privatejet bus dukker naturligvis op og kører os gerne til vores bestemmelsessted for hvad de betragter som en favorabel pris?! Herefter stiger tre danskere i en meget dårlig forhandlingssituation op i bussen. Efter de afsluttende øvelser for at tilvejebringe mit transportable skab, finder vi en bus direkte til Leshan by, 30 km derfra. Denne af utallige kinesiske storbyer har det specielle særpræg at en munk for 1000 år siden var så genial at organisere udhugningen af verdens største buddhastatue i klippevæggen hér. Nipstingen er 71 m høj og tog 90 år at færdiggøre, hvorefter munken ved hans genfødsel er blevet noget stort. Måske opnåede han nirvarna.

På hotellet møder vi Don, som havde skippet Stella, fordi han omsider var blevet træt af hendes alternative væremåde. En engelskstuderende? kineser var så venlig kvit og frit at bruge en dag på at vise os vidunderet (ikke Stella...buddaen). Da det omtrent var alle turistattraktionerne i Leshan, tog Bo og Ole derefter tilbage til Chengdu, hvor deres baggage var. Jeg havde besluttet at tage den besværlige vej til Lijiang, hvor en sød lille bjergvandring ventede på mig. Don anede ikke hvorhen han ville og tog derfor med mig. Vi ankom til togstationen og fik at vide at det sidste tog for den dag havde afgang om ti minutter, og kun havde hårde sæder. Men naturligvis tager man den raske beslutning at købe billetterne til denne tolv timer lange nattogtur. Forsinkelsen på to timer er hvad man bør forvente i Kina, mens det er ret deprimerende at toget i forvejen er fyldt op med dobbelt så mange så passagerer som der er siddepladser. Toiletterne er så rengjorte at man sagtens kan vente til næste dag med sådanne unødvendigheder. Efter to timer stå-i-din-baggage-øvelser, besluttede Don at opsøge konduktøren ti vogne længere fremme for at forsøge på at opgraduere vores ellers så billige billetter. En times kong fu kamp med halvsovende kinesere kom han tilbage fra bedriften målelig med gennemførelsen af ti omgange mod George Foreman, med den forventede besked om ingen opgraduering. Senere er vi dog så heldige at kunne bestikke konduktøren til to pladser i spisevognen, som han styrer med hård hånd. Med i prisen følger naturligvis et show hvor hovedpersonen er en tyv som får håret studset knap så pænt, og samtidig bliver sparket/slået! Klam situation. Da togmareridtet var overstået begynder et nyt som prikken oven i' det: En times venten i bus efterfulgt af ti timers kørsel i "miniluksusbus" på bjergveje. Vi befinder os dog kun i dette bjerghul for en dag før bussen til Tiger Leaping George bliver invaderet af to bytrætte personer.

Her bliver Don helt elektrisk da menuen i det lokale spisehul indeholder hans ynglingsspecialitet Gandja pancage. Gandja er nok bedre kendt som Marihuana. Den næste time forløber med hans fortællen op og ned af stolper om hvorledes han ved mangel på inspiration da han skrev hans doktorafhandling (tre år), havde fået fornyet fantasi med Gandja. Så derefter skulle jeg absolut spise en af disse så inspiritive pandekager. Naturligvis kunne jeg ikke som nybegynder mærke noget, og dermed var det eventyr slut. På vægen i restauranten var billedet af en nydelig ung mand som ikke rigtig havde haft lyst til at tilkendegive sig selv. I hvert fald var han sidst set i 1984 på den strækning vi skulle ud på. Endvidere havde syv mennesker taget det frie fald ned i afgrunden og var ikke set siden. Næste dag mødte vi fire tyskere på den afgrundsdybe strækning, hvorefter Don begynder at tale flydende tysk med dem. Ikke noget problem for han selvom han kun taler 6-7 sprog flydende. Efter bl.a. at have passeret måbende kinesere (de så sådan ud), som var ved at fjerne de synlige rester af det seneste stenskred på den til tider en meter brede sti, ankom vi til et af de to hoteller hvor vi kunne overnatte. Ejeren var en engelsktalende kineser som manglede en halv arm, hvilket ikke forhindrede han i at lave fremragende mad (hvis det ikke var konen der gjorde det). Næste dan ankom vi efter at have passeret vandfald og stenskredsfarlige steder til en efter landets målestok lille flod, som alligevel fik Gudenåen til at ligne en lille bæk. Her havde et komplot af gulhudede banditter verdens vel mest fordelagtige forretnings-position ved at fragt personer over på modsat flodbred.. Her behøves ingen indviklede økonomiske teorier til at beskrive høje hvidhudede rygsækrejsendes forhandlings-situation. Betal, eller brug to dage på at gå den anden vej tilbage. Efter resultatløse forhandlinger (de sagde bare "NEJ") kostede det os halvtreds kr. for seks personer at komme over. Fem personer gik i raskt tempo til stedet hvor bussen hurtigt ville afgå fra, efterfulgt af en småbandende stokkebrugende ondt-i-knæet dansker, som frygtede benamputation efter anstrengelserne. I Lijiang tog vi afsked med tyskerne, som ikke ville til den urgamle fortidsby Dali.

Pitza-gaden for rygsækrejsende var desværre den største turistattraktion vi så her, idet vores tilfældighedsplanlægning tog overhånd her (mest hans). Nok hver eneste rejsebureau lærte os at kende som "de der ikke kan bestemme sig og vil komme tilbage". Eftersom Don kun kunne skaffe informationer omkring hans flyafgang i Kunming til Hong Kong fra personer som mente at kunne huske......, havde bussen til Kunming næste morgen to ekstra passagerer. Bussens passagerer bestod af bl.a. to 30 årige altid-talende kvindelige erhvervsjournalister for "The Independent". Dem havde Don mødt tidligere og de næste otte timers underholdning bestod i samtaleterapi mellem dem og Don i rollen som den fortvivlede patient med problemet: Hvilken af tre kvinder i USA er det bedst at gifte sig med. I Kunming havde kineserne været så venlige to måneder i forvejen at oprette en flyforbindelse med Thailand - for min skyld? Her tog Don og jeg afsked med hinanden, idet han fra Hong Kong skulle hjem til hans livstidsgaranterede job i USA, hvor 14 dage skulle bruges på forberedelse før han igen blev en pestilens for hans studerende. Så d. 16 Juli så jeg den sidste kineser for en længere periode, da Thai Airways var så venlige at sælge mig en billet til Thailand.

THAILAND

Velkommen til Changmai, stedet hvor fattige rygsækrejsende også bliver betragtet som velhavende turister. I Kina blev man derimod betragtet som udlænding med penge. I lufthavnen er det første man tilbydes naturligvis limosineservicen, når man får fremstammet sit transportbehov. Meeen efter en halv times kommer-der-snart-en-taxi-venten, kommer konen til taxiorganisatoren ud af mørket for at blokke mig og to norske piger for noget af den kapital som vi hvidhudede øjensyneligt måtte være i besiddelse af. I nattens mulm og mørke finder jeg et udemærket værelse til 30 kr. Hovedattraktionen i den middellave personers by begrænser sig nok til skilteskoven for de ti kvadratmeter store tre-dage-i-junglen rejsebureauer, der er overalt. Kunne et "en ægte dansk viking" rejsebureauet måske friste? Jeg købte til mit gæstehus store jubel og glæde en af de så fantastiske tre dages ture gennem dem. Min rygsæk blev efterladt i deres sikkerhedsboks, dvs. bag et forsvarligt gitter af bambuspinde?, så jeg trygt kunne drage ud i junglen. Med fra det samme sted var det rareste nygifte franske par. Hun skolelærerinde og 26 år, mens han universitetsunderviser I EDB med speciale i virtuel virkelighed, 31 år. Sammen gennemlever vi jungleoplevelsen af alle jungleoplevelser.

Vi bliver sammen med en ladning andre rygsækrejsende hundset op på ladet af en pick up truck, som med rasende hastighed bringer os til et sted i junglen, hvor vi bliver læsset af som svin. Her fører vores halvanden meter høje guide os ind i den dybe jungle. Efter halvanden times hårdt udmargerende ekspedition ankommer flokken af malariaangste turister til den første ægte ubesøgte landsby, hvor vi straks bliver budt på Coca Cola. Om aftenen får landsbyens skoleklasse lyst til, i traditionsrige tøj, at optræde med deres gennem mange generationer nedarvede stammesange. Deriblandt koreanske og franske popssange! Showet fortsætter næste dag, hvor jeg optræder med temaet " skvat på flest mulige måder på de mudrede stier. Efter en lang vandring ankommer vi til turens planlagte hovedbegivenhed: Elefantridning. Franskmændene får naturligvis en ca. 40 år gammel og derfor dorkdreven kæmpeelefant. Jeg får derimod hvad der må betegnes som en "lille" elefant, som er rædselsslagen for førenes stokke og bisser hver gang de hæver dem. Så føler man at panikken i sig. Selve sadlen har gennem mange års ressurcekrævende udviklingsarbejde nået dagens standard: Primitiv bambussaddel uden nogen form for komfort. Konsekvensen er at man efter tre minutters ridning/desperat forsøg på at holde sig fast, glemmer den flotte udsigt. Spørgsmålet om resterende ridetid trænger sig kraftigt på! Faktisk har Thailand love for elefanter. De må først arbejde når de er fire år gamle, til gengæld er de pensionsberettigede når de er 61 år gamle. Derefter hærger de junglen fritlevende til de dør som ca. 80 årige. Den sidste dag er helliget rafting, tømmerflådesejlads, som nok kun når op over morskabsgrænsen for de byboere, som i deres liv maksimalt har oplevet et fyldt badekar.

Det eneste Chang Mai ellers kunne byde på, var et natmarked hvor det bliver en sport at se uskyldigt på en trøje. Straks stormer en storsmilende salgsivrig person til og tilbyder "speciel price for you". Det siger de for øvrigt til alle. Efter fem minuters prisdiskusion og efter at sælger er overbevist om man er købeklar, går man. Ja, jeg ved det, men noget skal man jo lave. Til min måben, straks efter at have indtaget Fjernøstens vel dårligste mikroskobiske pappitza, lå der lige rundt om hjørnet en Mac Donald reastaurant. Mekka for elskere af standaliseret maskinfabrikeret mad. Problemet er blot at det giver mavetrængsler at spise så meget mad i løbet af en så kort tidsperiode. Efter en uge her i Nordthailand gider jeg ikke være her mere. Den 750 km lange tur til Bangkok i luksusbus blev klaret til en pris som selv DSB ikke kunne klare, selv med trehjulere, nemlig 100 kr. Kl. 5 om morgnen fandt jeg Sidthi gæsthuset på Kao San Road, gaden for rygsækrejsende. Det var billigt, men standarden også derefter. Værelserne var naturligvis uden privat bad og toilet, og var adskillige cm2 mindre og dårligere udstyret end de thailanske fængselsceller, dog var væggene af finerplader. Efter tre timers søvnløs forsøg på søvn blev jeg involveret i en nøje udspekuleret sapphir/guld/kreditkort sag, som varede en uge og kunne have kostet mig ganske dyrt. Devisen var: Ikke alt der glimter, er guld. Jeg var rent faktisk skeptisk - det kommer af en gammel familietradition. Kl. 10 så de tristudseende bilister, selvfølgelig fastsiddende i trafikpropper, en turist mere på gade. Jeg ville hen til Thaimarkedet et par kilometer derfra. Uheldigvis blev jeg indhentet af en ca. 20-årig person, som gennem sit nærmest uforståelige engelsk fortalte at han var mangement studerende. Inde i den 5 min. lange samtale fortalte han, at den statslige juvelbutik en halv kilometer derfra havde "special promotion week". Den var forbeholdt juvelhandlere, men var åben for turister en gang om året. Det var hvad jeg senere fandt ud af at han forsøgte at forklare mig. Jeg fik det til at den lokale stenbutik havde promotionuge, og der var tale om gravsten. Så efter at være sluppet af med denne lettere irriterende person gik jeg videre, for blot at møde den næste! Samme historie, men her blev det på tydelig engelsk gjort klart at der var tale om den juvelbutik. Han prøvede at føre mig til butikken af en omvej, men jeg sagde nej fordi markedet trak mere i mig.

Uheldigvis lå plyndringsstedet netop på min vej til markedet, da jeg søreme mødte en Thai Air ansat! blot 100 m. fra butikken. Han kendte tilfældigvis en dansker, stod netop og skulle til Danmark for halv pris pga. hans profession. Han var "selvfølgelig" på vej til den statsejede juvelbutik for at købe sapphirer, som han ville medbringe til Danmark uden told, pga. han status som turist. Juvelhandlere, sagde han skulle betale 290 % i told, og at jeg da skulle benytte mig af den fidus (klam fidus). Jeg kunne da lige komme ind i butikken, hvilket var svært at sige nej til da vi stod udenfor den. Indenfor forsvandt han over til en disk for at "se" på sten. Jeg blev som næste skaktræk straks overfaldet af et stort arrogant brød, der påstod at arbejde som leder ude ved de thailandske sapphirminer, og var der kun som en del af promotionugen (den er faktisk sapphirminer i Thailand). Som han sagde: "Jeg er ikke sælger"!? Jeg var ikke rigtig klar på noget, men blev så opfordret til at tale med af den tilstedeværende kunder, "fx ham derovre". Det var en australsktalende person hvid (og dermed troværdig?) vesterlænding som øjensynligt havde brugt fidusen i tre år. Hans kære moder og fader havde solgt den hjemsendte pakke for 160 % over købs-prisen, pga. toldreglerne. Det fortalte han mens han sad og glodede åndsvagt på stenene. Hvilket skuespil, hvilken opsætning, hvilken udførelse. Dollarstegnende i mine øje begyndte at vokse frem - begæret efter lette penge slukkede for rationel tænkning - grådighed tog over. Selv butikken lignede et professionelt handelsforum hvilket sammen med den hvidhudede stenmåber var udslagsgivende. Samtidig var to danskere på 20 og 26 år fra Herning også blevet viklet ind i edderkoppens spindelvæv, da de en halv time senere kom ind i butikken, hvor engelsk blev til dansk.

---------------

Beklager - fik aldrig skrevet resten - men det sker før eller siden ;) I hvert fald købte jeg saphirer for 9500 kr. og fik sendt dem hjem til Danmark inden jeg til min store rædsel opdagede at der måtte være tale om et svindelnummer, som jeg og de to danskere var faldet i med begge ben. Hvidglødende af raseri gennemsstøvede jeg tre politistationer i Bangkok inden jeg fandt stedet hvor man udfyldte en blanket fra en 5 cm tykke blanketstak - åbenbart er nummeret normal i Thailand. Det tog toldvæsnet en uge at sende stenene tilbage til Thailand. Herefter tog en politimand ned i butikken og talte med store ord, hvorved pengene blev tilbagebetalt med undtagelse af 1800 kr. som gik til bestikkelse af politiet. Den ledende politiofficer inviterede mig på aftensmad nogle dage efter, men jeg takkede nej i min tåge af mistænksomhed.

Efter en tur ned på småørene i Sydthailand med tanke på at tage et PADI- dykkercertifikat, hvilket endte med jeg hoppede af et vildt 2-dages(!) dykkerkursus, tog jeg tilbage til Bangkok og fløj hjem, overbevist om at jeg ville komme tilbage til Kina.

/Martin